jul
14
2011
Løgnens kultur
Forfatter: Leif Asmark[Min gode ven Gaura Hari har sendt mig en artikel, som jeg tænkte at dele med jer. Han skriver:]
Moderne mennesker er ofre for mange former for løgnagtig propaganda. Myten om overbefolkning er ét eksempel. Som Srila Prabhupada mange gange påpegede, er der i virkeligheden mere end ressourcer nok i verden til at brødføde Jordens befolkning. ”Men hvordan kan det så være, at så mange sulter?” vil mange nok spørge.
Vi ved alle, at princippet for al forretning er at minimere udgifterne og maksimere indtægterne. En af udgifterne i al produktion er naturligvis løn til de ansatte. Deraf følger, at det er i forretningsmandens interesse at holde lønudgifterne nede på et minimum. Ret indlysende. Der er naturligvis forskellige måder at gøre dette på. En måde er at mekanisere. En anden er at henlægge sin produktion til steder, hvor lønnen er lav. Hvis man vil holde lønnen nede, er det også ”hensigtsmæssigt” at have en befolkningsgruppe, som er så desperat, at den er parat til næsten hvad som helst for at få lidt mad på bordet. Altså er det godt for indtjeningen, hvis folk lider nød. Da kan man få dem til at arbejde længe og hårdt for næsten ingenting. Med andre ord er det ikke en tilfældighed, at folk sulter og lider nød. Det er faktisk i forretningsmandens interesse. Det er ikke godt at have en tilfreds befolkning, som lever på deres egne selvforsynende jordbrug. De bidrager ikke til den store økonomi, forretningsmandens indtjening. Dette er ikke noget, der bliver talt ret meget om, men det er ikke svært at se, at det hænger sådan sammen.
Et godt eksempel faldt jeg over for nogen tid siden i et tillæg til den norske avis Aftenposten. En artikel med titlen ”Blodslidt i miljøets tjeneste” beskrev forholdene for arbejderne på en af Brasiliens mange plantager, hvor der dyrkes sukkerrør til fremstilling af etanol, der som bekendt bruges som alternativt, miljøvenligt brændstof til biler. Et citat: ”Det svier i struben på grund af de giftige kemikalier. Men den 28-årige far til tre børn hugger løs som en gal og tilbagelægger meter efter meter, som bliver til dynger af sukkerrør. Inden dagen er omme, vil Olano have hugget sig 80 meter ind i vildnisset. Han vil med sine bare hænder have fældet sukkerrør tilsvarende vægten af ni biler, mistet otte liter væske og atter engang risikeret livet – for 45 kroner om dagen.”
Professor Maria Moraes fra universitet i São Paulo har forsket i emnet og beskriver forholdene således: ”Det er slavearbejde. Etanolselskaberne udnytter den sociale uretfærdighed i landet. De ansætter folk, som intet valg har og lader dem hugge sukkerrør, til de segner. En arbejder, som overvejer at stoppe, siger: ”’Problemet er, at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.’ Flere arbejdere, Aftenposten møder, vender tilbage til netop det aspekt. Hellere et hårdt arbejde end slet intet arbejde.”
Det, som slog mig, da jeg læste artiklen, var, at alternativet egentlig ligger lige for. Brasilien er et enormt land med et frugtbart klima og masser af uopdyrket jord. Hvis de stakkels arbejdere kunne tænke selv, kunne de let finde et sted, hvor de helt enkelt kunne slå sig ned, bygge en hytte og opdyrke et stykke land stort nok til at forsørge dem og deres familier. De ville ikke behøve at arbejde mere end et par timer om dagen. Selv hvis de efter nogle år blev fordrevet derfra, ville det ikke være noget stort problem. De kunne bare finde et andet sted og slå sig ned indtil videre – hvilket meget vel kunne betyde resten af livet.
Problemet er, at de færreste mennesker kan tænke selv. Eller rettere: deres egen drøm om et liv med moderne bekvemmeligheder, som i virkeligheden er unødvendige, får dem til at bide på forretningsmandens ”krog” og blive en del af systemet i håb om at få penge nok til at betale for bil, hus, TV, natklubber osv. osv. De forstår ikke, at selv hvis drømmen blev til virkelighed, kan man ikke blive lykkelig på den måde. Lykkelig bliver man kun, når man lærer at tjene og elske Krishna.
En anden løgnagtig propaganda går ud på, at alle bør have en uddannelse. ”Hvad er der forkert i det?” hører jeg næsten den kære læser spørge. Hvem kan være modstander af, at de stakkels uvidende masser får en uddannelse og dermed mulighed for et bedre liv.
Faktum er imidlertid, at ordet ”uddannelse” er en falsk varebetegnelse. Formålet med den såkaldte uddannelse, man får på skoler, universiteter osv., er grundlæggende set at erhverve sig en eller anden form for fagkundskab, som kvalificerer én til at få et arbejde. Med andre ord er formålet med moderne uddannelse at gøre alle til lønslaver, som er helt afhængige af arbejdsgiveren for at kunne overleve. Igen og igen ser man folk, der får en uddannelse, som, hvis de er heldige, hjælper dem til en ansættelse i et eller andet firma eller en offentlig institution for kun efter nogle år at blive afskediget på grund af ændrede markedsforhold e. l. Da er deres såkaldte uddannelse ofte nul og niks værd.
Bedre ville det være, hvis befolkningen blev undervist i, hvordan man kan overleve uafhængigt af svingende konjunkturer og alle mulige andre usikre faktorer. Her kommer vi ind på et emne, som jeg berørte i min forrige artikel, ”Enkelt liv, avanceret tænkning.” Sukadeva Goswami udtrykker det fint i Srimad-Bhagavatam: ”Ligger der intet revet tøj på vejen? Giver træerne, som er til for andres underhold, ikke længere almisser (i form af frugt osv.)? Er floderne tørret ud, så den tørstende ikke længere kan drikke deres vand? Er bjerghulerne blevet lukket? Eller frem for alt: Beskytter den almægtige Herre ikke de helt overgivne sjæle? Hvorfor skulle de lærde vismænd da gå og smigre dem, som er beruset af deres hårdt tjente penge (blot for at overleve)?”
