jan
26
2010
Rousseaus frihed
Forfatter: Leif Asmark(Dette er tredje del af en gennemgang af bogen Ten Books That Screwed up the World af Benjamin Wiker. Læs eventuelt første del og anden del først.)
Det er interessant at gå videre til Rousseau, der skriver omkring et århundrede efter Hobbes. Rousseau deler Hobbes’ materialisme, og Gud kommer heller ikke på tale hos ham. Men ifølge Rousseau var vores oprindelige tilstand ikke kaos og lidelse som hos Hobbes. Det var tværtimod vores lykkeligste tid. Vi vandrede omkring som frie dyr uden bånd og tyngede ikke hinanden med følelse af ansvar, moral og forpligtigelse. Vi var lykkelige, for vi havde ikke andre ønsker og behov end at tilfredsstille trangen efter at have sex, spise og sove. For Rousseau er vi af natur som aber, der frit kan vandre rundt og have sex med hinanden, når vi har lyst til det (den ide opstod længe før Darwin).
Rousseau såede hermed et materialistisk frihedsbegreb, der siden har haft stor indflydelse. Ifølge hans ide om frihed står vores frihed og lykke i modsætning til andre mennesker og til samfundet. For Rousseau er samfundet en unaturlig ting. Ægteskab, familietilknytning og forældrekærlighed er også unaturlige og årsag til vores lidelse. Pligt og tjeneste er byrder. Børn er ikke en gave, men en byrde. Det gør også Rousseau til abortens fader, og verden er nu fuld af Rousseau’er. Hvis man skal sige noget godt om Rousseau, må det være, at han i det mindste levede efter sin filosofi. Han svælgede i elskerinder. Med en af dem fik han fem børn, som han alle stillede udenfor et børnehjem, hvor de sandsynligvis døde, hvilket ikke gav ham skrupler.
Dr. Wiker kalder Rousseau for makaber, og hans makabre ideer har været årsag til utallige lidelser. Hans frihedsbegreb er så fjernt som noget fra f.eks. den vediske ide, hvor frihed er muligheden for at indgå i tætte venskabs- og kærlighedsforhold til andre ved at tjene, give og glæde og ikke at være en hensynsløs Rousseau.
27. januar, 2010 kl. 10:50
MÃ¥ske en lidt gÃ¥rd beskrivelse af Roussau, nej lad os kalde det en decideret onskabsfuld beskrivelse som ikke har hold i virkeligheden. For det første “svælgede” han sig ikke i elskerinder. For det andet skriver han selv at han overtalte modereen til hans bærn til at opgive børnene for at beskytte hendes ære, dvs. beskytte hende for den spot der kunne ramme en kvinde der dengang fik børn uden for ægteskabet. Det kan lyde voldsomt idag, men man kan ikke dømme folk ud fra nutidens moral. I øvrigt var det ogsÃ¥ kvindes egen mor der var med til at overtale hende. Dr. Wiker er tydeligvis ikke historiker, fordi at gøre nutidens moral gældendei et en andet tid og pÃ¥ den baggrund kritiserer noget, er det første man fÃ¥r banket ud af hovedet nÃ¥r man har historie, selv pÃ¥ folkeskole niveau. Det ville klæde dig Leif hvis du ikke ukritisk bare gengiver Wiker, men faktisk tager kritisk stilling til hans tydelige propaganda.
Med til historien er at i.flg. wikipedia at han efter han blev berømt i frankrig opfordrede kvinder til at amme deres børn, hvilket har reddet tusinde af børn. Så det hele er ikke så sort og hvidt.
Egentlig er det mærkeligt for en bog der handler om bøger der forskruede verden, hvor meget plads Wiker bruger på karaktermord, igen et tydeligt tegn på at Wiker slet ikke er interesseret i saglig kritik, men kun at prpaganderer for hans opfattelse af at vi alle er blevet nogen gudløse syndere.